Tilvalg er fravalg

Det kan være irriterende at skulle fravælge noget. Det skulle da lige være svigermors fødselsdag på lørdag. Nogen af os er opvokset i tiden, hvor man sad på marokkopuden foran fjernsynet, når der var børnetime. Den varede 30 min, og så var man ude igen.

Tiden er en anden. Langsomt har vi vænnet os til at kunne rive ned fra øverste hylde. Og ingen har blinket, når ting skulle sendes fra Kina. 
Men tiden er inde til at beslutte, hvad vi vil. Det er hårdt og stressende at fare fra det ene til det andet. En god tanke kan være at overveje, hvad der skal være den store prioritet i dit liv.

Hvilken vej du vil gå? 

Alle kan blæse og have mel i munden. Bare ikke samtidig.

Så den der med at leve helt simpelt, bare med få gode ting, i et lille hus ved havet… Den kræver, at man har råd til et hus ved havet = meget arbejde eller en god arv.

Få gode ting = evnen til at nøjes og ikke få øje på en ny plaid i Magasin.
Tid = at man enten er forsørget eller har et (af de virkelig få) job; hvor man tjener kassen på få timer.

På en eller anden måde er det lykkedes nogen, at bilde os ind, at hvis vi bare kan se det for os, så vips, så har vi det hele på et sølvfad.

Se dig omkring. Dem du kender, der har mange penge, de arbejder meget. Eller en af dem gør. Dem der har masser af tid, de har fravalg i forhold økonomi og boligforhold.

Så hvorfor tror vi, at vi kan få det hele? – Fordi vi bliver vist det hele.

De milliarder af ting, der ligger på nettet, bliver siet og sorteret, så vi ser det mest ekstravagante, det mest sjældne, det mest luksuøse. Der er ingen, der gider se noget fra et rækkehus i Horsens. Med mindre de skylder helt vildt mange penge.

Vi bliver nødt til at indse, at millioner af mennesker lever almindelige liv. Med en god blanding af glæder og sorger. Lige som dig og mig. Og selv om de så har deres egen gode forretning – ja, så er de ikke lykkelige hele tiden.

Tilbage til dig. Har du fundet ud af, hvad du vil? Sikkert ikke. Fordi vi inderst inde godt ved, at det slet ikke er nemt. Så lad mig give dig en ledetråd. Se på, hvad du har. Din familie, dit job, din bolig. Indholdet i dit køleskab. Du har noget. Værdsæt det.

Bider din hund, så gør noget ved det.
Er din søster en krampe, så begynd at se på dit samvær med hende.
Er dine børn uopdragne og dovne, så begynd at tale med dem om det.
Tænk godt om det du har. Gode tanker giver gode følelser inden i. 

Se på det, der virker, og glæd dig.
Og hvis du virkelig vil – altså virkelig virkelig vil, bo ved havet, blive professionel golfspiller, have din egen hundeskole – så skal det nok ske. Men så skal du aktivt gøre noget. Ikke den med at din partner ikke vil lade dig…. når du får råd… børnene bliver lidt større.

Hele forskellen er at gå i gang. Bare med museskridt i den rigtige retning. Bare at tegne målet et sted derude på tidslinjen. Og holde næsen i sporet. 

Lykken er ikke at komme i mål.
Lykken er at arbejde på noget der giver mening. Også på den lange bane.

Så næsen i sporet. Hvis du altså vil.

Relaterede opslag

ferieplaner for alle

Om lidt er den her. Sommerferien. Selv om du ikke selv har ferie, så vil landet være anderledes. Flere på stranden, flere campingvogne, flere der

Læs mere

Tør du have tid alene?

Det er ikke kun særligt sensitive og introverte (indadvendte og stille) mennesker der har brug for tid alene. Tid til eftertænksomhed og hvile er oprindeligt

Læs mere

De svære dage

Jeg ved det er svært at tro, at der er andre der har svære dage. For vi viser det ikke. Det er er ikke mange # for uvenner, broken heart, fyret, ked af det….

Læs mere