Mange mænd oplever præstationsangst.
Det optræder næsten altid i forlængelse af at opdage, at alle seksuelle agter ikke ender med en succes.
Det der forskrækker de fleste mænd, det er første gang, de oplever svigtende rejsning.
Ofte fordi den hænger sammen med en situation, hvor det var ønskværdigt, at den seksuelle præstation var god.
Det kunne være sammen med en ny kæreste. At setuppet var nyt og spændende. At man havde taget springet og var mødt op i en swingerklub.
Men oftest er det, når der er følelser på spil, at det driller.
Det kan hjælpe at tænke på, at intet andet vi laver, lykkes vi altid med.
Vi taber i fodbold. Brænder bøffen på. Glemmer en opgave, eller en fødselsdag.
Ergo må naturlovene også være, at ind i mellem så lykkes sex ikke som vi havde håbet.
Sagen er bare, at fordi det er så skamfuldt for en mand, at opleve rejsningsbesvær eller for tidlig sædafgang, så er det ikke noget der underholdes med i hverken baderum, kopirum eller skurvogne. Tværtimod.
Det er der historierne om de vilde erobringer hersker.
Naturligvis godt krydret af detaljer lånt fra pornofilm.
Det der kan gavne mænd at huske på, det er, at kvinder primært er interesseret i kontakten. Nærværet.
Kvinder tager generelt ikke tid på, hvor længe manden holdt eller tæller antal stillinger.
De lægger mærke til om manden kæler for hende. Siger søde ting og om at det føles trygt at være sammen. I det hele taget om han er til stede.
De fleste kvinder ønsker ikke, at deres sexliv skal ligne noget fra en pornofilm. Det må manden tage på sig.
Dette er groft generaliseret, men mænd må huske på, at kvinder dybest inde, også selv om det ikke er aktuelt, leder efter en mand der kan være en god far og en god forsørger. Altså sødme iblandet nok maskulinitet til at jage fjender væk.
Rå eller hård sex er mange kvinder med på. For sjov. Men skulle de vælge, ville de fleste vælge nærværet og intimiteten i langsom sex.
Faktisk den form for sex, hvor en svigtende rejsning ikke er afgørende. Den slags sex, hvor man finder på andre måder at gøre ting på.
De fleste kvinder har oplevet, at en mand ikke præsterede som han gerne ville. Det er der ikke noget chokerende i. Kvinder tænker, at I tager en omgang senere.
Det er i mandes eget hoved at katastrofen er størst. Og – skulle han være rendt ind i en tarvelig kvinde der siger nedsættende ting, så er han da med det samme sikker på, det ikke er en man skal fortsætte noget som helst med.
Men – hvad gør man, hvis man er havnet i en ond cirkel?
Først, så skal man vide at det går over. Der er noget i omgivelserne, der gør manden usikker. (Hans tanker om at hun er mere erfaren, vandt til noget større, vildere…)
Manden skal begynde at se efter tegn på hans kvinde vil ham. At hun også er interesseret i sex fordi hun synes han er sød, dejlig, sexet…
Hun går jo ikke med ind i soveværelset fordi hun ikke vil ham!
At tænke gode tanker om sig selv er også afgørende. Stop den selvopfyldende profeti med at huske dig selv på, hvor ringe en elsker du er. Husk i stedet, at du er heldig at have indfanget en kvinde. At du vokser med opgaven. At du finder på andre ting og – at det sikkert ikke er et problem når du er alene.
Glem alt om at regne ud hvad hun helst vil have. Hvordan i alverden skulle man vide det? Bed om små signaler. Ikke en afhandling.
Tro på du langt hen ad vejen kan læse hende, men husk også dig selv.
Hvis du glemmer at lytte til din egen krops signaler, kan det hele falde på gulvet. For så skal du jo bare præstere.
Overvej også hvor meget du orker, at I skal tale om det. Det kan være kvindens behov mere end dit at endevende årsager. Ta det gode du kan få og lad resten ligge.
Se det som I skal lege. Hvor længe og på hvilken måde ved man ikke. Man leger bare. Ingen forventer, at der skal være et resultat af en leg. Den er bare.
Det samme er du. Lige i nuet. To mennesker der bare godt vil hinanden.
Det kan jo ikke gå helt galt.
Er du ekstra modig så sig det højt til en ven. Opdag at andre mænd bakser med det samme. Husk, at fortælling om at en rigtig mand til hver en tid kan præstere en stenhård rejsning og tilfredsstille en hver kvinde – det er løgn. Løgn som forstørres voldsomt i pornofilm. Lad endelig være med at tro på dem. Det er FILM!!!
Den sande fortælling er, at sex kan være vældigt sårbart.
Men helt fantastik hvis du tør være dig selv. Du har mere at byde på end du selv tror.