Til en start skal det slås fast. Mænd har følelser!
Følelser er kroppens sprog.
Der er mange grunde til, at mænd ikke viser(alle) de følelser de har.
Lang de fleste årsager kan findes tusindvis af år tilbage. Den gang da mennesket levede lidt mere uciviliseret, var der langt størrer forskel på mænds og kvinders rolle.
Kvinder passede børn og hjem (ildsted), mens mændene drog ud på jagt. Ofte var manden alene. I skoven eller på tundraen. Det nyttede ikke noget at han brød grædende sammen, hvis han for vild eller blev bange. Han måtte bide angsten i sig og fortsætte.
Løb han ind i andre mennesker, kunne det udvikle sig til kamp. Her måtte han fremstå så stærk og usårlig som muligt. Viste man sårbarhed var kampen tabt omgående.
Sådan er det stadig. Noget af det sidste mænd ønsker at vise, er sårbarhed. Det ligger til mænd at rivaliserer. Kæmpe om land, naturalier og kvinder.
Men – inden i manden kan følelser rase. En man kan være sønderknust og du kan ikke se det på ham.
Alt efter hvordan manden er opdraget, viser han mere eller mindre hvordan han har det.
Men grundlæggende er det langt sværere for mænd at græde – særligt hvis der er andre.
Hvis en mand ikke er blevet vist mange følelser i sin barndom, kan han ganske tidligt ubevidst beslutte, at følelser, dem bruger man ikke.
Det har dog den store ulempe, at manden kan miste forståelsen af sig selv. Det giver sig udslag i at man får problemer socialt. Gang på gang mister venner og kærester.
Det kan gå ekstra i hårknude inden i. For hvis manden faktisk ønsker at dele sin frustration men en ven eller kollega, så skal han fremstå sårbar.
Næsten ingen mænd har lyst til at vise svaghed. Det kan være som selv at lægge hovedet på blokken.
I et mandefællesskab er der ofte en usagt regel om, at man ikke belemrer hinanden med sine følelsesmæssige problemer.
Man kan kort nævne at det ikke er så sjovt for tiden og slå det hen med en latter. Eller skåle på det.
Følelser er kroppens sprog. Kroppen kan godt tie stille et stykke tid, men så begynder der at komme fysiske symptomer. Mavepine, migræne, rygsmerter, vrede der ikke kan holdes tilbage…
Kroppen har mange måder at komme til udtryk. Desværre så får det ikke nødvendigvis en mand til at åbne munden.
Mange mænd vælger at dulme deres smerter. Både de fysiske og psykiske. At drikke sig fuld er en meget almindelig flugt. Det har bare den store ulempe, at når man er ædru igen, så står problemerne stadig i kø.
Det samme gælder hvis man ryger sig skæv. Det er kun i rusen, man har fred.
På den måde kan en mand springe fra arbejde, til druk, til damer, til træning.
Hvad som helst der kan give ham en stund med selvforglemmelse.
Men til sidst bliver det ganske anstrengende at være på flugt. Livet kan gå med det.
Det er op til den enkelte mand, om han er så tryg i et venskab eller parforhold, at han ender med at kunne åbne lidt op for alle de ting han har inden i.
Ofte vil det føles vældigt akavet at skulle sætte ord på.
Jeg plejer at huske manden på, at de fleste ved hvad vred og glad er. Så har man lidt at pejle efter.
Det kan også være en start, bare at sige, at man faktisk ikke ved hvad der er på færde. At man bare har det underligt inden i.
Er der en god ven eller partner til stede, skal man nok blive hjulpet videre derfra.
Alternativt er der mænd der samler alt mod og får en samtale hos en terapeut.
Der kan man være lidt mere sikker på, at man bliver hjulpet godt på vej.
Det er dog tankevækkende, at stærke og vældig seje og modige mænd kan være bange for en følelse. Ikke?
