Vi er nogle optimistiske væsner her i vesten.
Jeg har en del (særligt kvindelige) klienter, der slår sig selv vældig meget i hovedet med, at de ikke får mediteret nok. Jeg kan godt forstå dem. For mange har en meget travl hverdag. Særligt hvis de har børn.
Jeg skynder mig med det samme at understrege, at meditation ER godt. At det beviseligt har en gavnlig virkning på næsten alt i vores krop. Ikke mindst vores nervesystem, som ofte er presset til det yderste. Og som derfor slår igen med stress. I et forholdsvist forkælet land, som Danmark, der er vi blevet vant til, at kunne hive ned fra øverste hylde. Meditation. Haps. Det snupper jeg lige nogle måneder. Og bliver zen guru.
Vi tillader os at tage noget ud af en kontekst. I dette tilfælde en flere tusinde år lang tradition. I østen går man ikke til meditation. Der er meditation en fast del af en hverdag. I den østlig tradition sigter man mange steder efter TAO. At forbinde det himmelske med det jordiske. Det bygger mange yogatraditioner også på.
I den tidlige græske tænkning fyldte ro og refleksion temmelig meget. Men der er røget ud med badevandet i vores moderne kultur. Beklager. Men vi danskere har aldrig været optaget af ro, enkelhed og stilhed. Vi kan ikke prale af at have opfundet te ceremonier, zen haver og Tai chi.
Det tætteste vi kommer der på er vores kirker. Mange siger, at de keder sig i det kirkelige rum. Der sker ligesom ingenting. Underholdningen er på for lavt blus. Ergo bliver vi væk.
Det er derfor det er så vanskeligt, for en midaldrende dansker at meditere. Vi har det ikke i blodet. For vi synes også, at vi skal løbe lange ture, så pulsen kan komme godt op, og naturligvis skal vi lytte til musik imens. Vi skal støvsuge mens vi ser youtube. Se film inden vi sover.
Kan du se billedet?
Det er altså svært at få en krop der har en meget travl dag, til at suse videre i motionscenteret med høj musik og kraftfuld aktivitet. For så derefter at tro, man lidt senere på dagen kan sidde 30 min i lotus stilling. Fuldt fokuseret og opnå klarsyn. Man kan sagtens sætte sig. Også med krydsede ben. Det er det sidste, der ikke bare dukker op. Roen. Hjernen skifter ikke sådan lige bølgelængde fra stressmode til en afslappende og meditativ tilstand.
Hvis du VED med dig selv, at du trænger til at meditere, så begynd stille og roligt at skabe et liv derefter. Mere tid om morgenen. Tid til at smage på din morgenkaffe. At møde i god tid på arbejde. Ikke altid at skulle hente børn og købe ind 2 min i lukketid. Måske klasker du dig på lårene og spørger, hvordan i alverden det nogensinde skulle komme til at se sådan ud? Det gør det, hvis du VÆLGER, at det er slut med at have travlt hele tiden. Gå ned i tid. Skift job. Bo billigere. Mediter inden børnene bliver hentet. Så du har roen til det. Og dit liv.