Opgivelse… Af sig selv, af andre, af tanken om at leve i kærlighed sammen med et andet menneske?
Har man som barn ikke haft en fornemmelse af, at nogen kæmpede for sig, så kan man tidligt i livet få tanken, at man ikke er ret meget værd.
At det er lidt lige meget, om man er der eller ej.
Hvis ens far eller mor ikke var tilstrækkeligt til stede, så var man overladt til sig selv. Til selv at finde ud af tingene. Og til at finde ud af hvad der er trygt, lovligt og betydningsfuldt.
En del danske børn vokser op med forældre, der ikke var nok tilstedeværende.
Ofte på grund af forældrenes egne problemer.
Om mor eller far valgte at løse deres problemer med alkohol, stoffer, vold eller for meget arbejde og dermed fravær, er ikke afgørende.
Det afgørende er, at et barn var for meget alene. Også selv om der måske var søskende.
Når man er vokset op med svigt, så mister man noget grundlæggende. Nemlig at kende sin egen værdi. Man har oplevet alt for lidt, hvor vigtig man er for andre. Man kan i stedet få fornemmelsen, at man er betydningsløs. At ingen ville opdage hvis man forsvandt.
Hvis familien har været ramt af misbrug, så har man som barn måske endda forsøgt sig.
Er blevet væk. Har ladet være med at ringe tilbage, kun for at opdage, at ingen tog notits af det.
For et barn er det hjerte knusende, at opdage at mor og far hellere vil drikke, arbejde eller spille deres tid væk. Men tankerne om at forældrene vælger det, fordi man som barn ikke er vigtig nok – det er ikke sandt. Slet ikke.
Hvis du kender til at have være overladt til dig selv, til svigt og måske til tørre tæsk, så har det ALDRIG handlet om dig. Du var bare et barn. Du blev uskyldigt bragt ind i en verden du ikke selv kunne komme ud af.
Og – alt for mange børn bliver for sent opdaget. Selv nu om dage, hvor institutioner og skoler er forpligtet til at indberette til kommunen, hvis de opdager et barn der ikke trives.
Alt for meget falder stadig mellem stolene. Og du gjorde måske også.
Husk – dine forældre gjorde sikkert det bedste de kunne, men det var langt fra godt nok.
Du havde fortjent så meget bedre og langt mere af omsorg og kærlighed.
Nu har du alderen til at tage dig selv alvorligt. Ingen kan reparere en dårlig barndom og fortid alene. Det skal man ikke kunne.
Mange svigtede børn, der nu er blevet voksne tyr til forskellige stimulanser. Druk, stoffer eller alt for meget træning og arbejde.
Det du skal gøre er, at få hjælp. Selv om du har en god ven eller en kæreste, så kan denne ikke læge de sår der er skabt dengang.
Og! Det kræver ikke mange år i terapi. Det kræver blot at du taler med en, der har forstand på følelser og svigt. En der kan støtte dig i, at huske på hvilket dejligt menneske du er. Og altid har været.
Det fortjener du. Selvfølgelig!
