Hun havde ventet længe. Hvis altså uger var længe.
Men nu stod hun med kassen i hænderne. Den var tung. Som vådt træ.
Kassen havde blot rejst fra en økologisk gård i Nordsjælland til hendes hus. Men indholdet – Indholdet rummede hele verden.
Med en andagt, der var en pave værdig, satte hun kassen på bordet. Valgte med omhu sin skarpeste kniv, og mærkede bladet glide let gennem tapen.
Som at perforere et trommeskind. Let og lydløst åbnede den sig.
En åbning til naturens juveler.
En masse træuld kom til syne. Hun løftede det forsigtig op og lagde det på stolen ved siden af sig.
Det næste øjet opfattede var guld. Guldskrift på purpur baggrund. Måske var det arabiske bogstaver? Hun vidste det måtte være dadlerne. Medjool dadler. De bedste i verden.
Plukket og tørret under den hede sol i Egypten eller Saudi-Arabien. Fra den æske de lå i, steg en himmelsk duft af tusind og en nat.
Hver daddel var stor som et æg. Lå lunt i hånden med det brune let rynkede skin, der som en tynd hinde omsluttede det smørbløde, svagt strukturerede indre. En aflang sten var det eneste man skulle tage sig i agt for. Ellers kunne man næsten suge dem i sig.
Det næste hun så lignede en diamant. Lysende, glimtende og transparent. Farven var som en limefrugt set gennem et akvarium. Om det var den sukrede mumie af en pomelo eller cedrat vidste hun ikke. På det knitrende celofat den var pakket ind i stod der blot ‘sukat 378 g’. Den var tung, let klistret af sukker og duftede så hun fik lyst til at slikke på den. Som med så meget andet, var duft og smag ikke ens. Duften var parfumeret, dunkel i tonerne og sprød.
Da tungen mødte det glatte skind, var det sammensmeltningen af sødme og bitterstoffer det gav hende glimt af eufori. Så kompleks, så aromatisk og så helt fantastisk eksotisk.
Opsat på at opnå endnu større højder af kulinarisk ekstase, famlede hun med hænderne i kassen. Det var den mindste, letteste og alligevel absolut dyreste genstand hun søgte.
Lyselilla silkepapir omsluttede et hylster. Der var den. En Polynesisk vaniljestang.
Den kostede en formue. Langt over hundrede kroner. Måske tættere på tohundrede. Hun var ligeglad.
Denne lille brune stang, i sin glas sarkofag, var kilden til lykke. Til smagskompleksiteter man sjældent kunne opleve magen til.
En orkides frugtlegme. Hun stod lidt, kunne ikke komme i tanke om noget bedre sted en vaniljestang skulle komme fra. End en orkide der vokser på en ø i det Polynesiske øhav.Den var blevet bestøvet af farvestrålende insekter og måske med lidt ekstra hjælp fra mænd der møjsommeligt spredte pollen fra en blomst til en anden. Med fjer. Plukket af kvinder, med øjne i samme smukke farve, som den nu tørrende og let fermenterede vaniljestang.
Hun vidste godt den ville holde længere, hvis hun ikke brød forseglingen. Men hun måtte snuse. Et lille bitte plop og korkproppen var taget af. Med et nærvær hun ellers sjældent kunne præstere, snusede hun ind. Som var det livets sidste åndedrag. Næse, svælg og tunge blev badet i tusindvis af duftmolekyler. En del af dem stammede måske fra oceanet og strandene omkring orkideskoven?
Forgæves forsøg på at beskrive for gennem hjernen. Jordbær, citrus, banan, fløde, jord, sol, kul, havtorn. Varme, fedme og sødme i den mest eksklusive og seksuelle omfavnelse man kunne tænke sig. Hun kunne blive ved. Besluttede sig for, at denne dejlighed bare duftede af det den var.
En vaske ægte polynesisk vaniljestang.
